_Bru_:
Bort, svage Mand!

_Cas_:
Er dette muligt?

_Bru_:
Hør mig; jeg vil tale.
Skal jeg for Eders vilde Sind mig bøie?
Troer I jeg kyses af en gal Mands Blik?

_Cas_:
O Guder, Guder! skal jeg taale dette?

_Bru_:
Ja, meer. Brum saa dette stolte Hierte brister;
Gak, viis den Hæftighed for Eders Trælle,
og faa dem til at skielve. Skal jeg vige,
og føie Eder? Skal jeg staae og bøie
mig under Eders Luners Arrighed?
Ved Guderne, I skal nedsvælge selv
al Eders Galdes Gift, om end I brast;
thi fra i dag af bruger jeg Jer kun
til Moerskab, ja til latter naar I vredes.

And Lassen has:

_Cas_:
_Tirr_ mig ei mer; jeg kunde glemme mig.
Tænk paa dit eget Vel, frist mig ei længer.