og spytter paa min jødiske gaberdin--
hvorfor? for brug af hvad der er mit eget!
Nu synes det, I trænger til min hjælp.

Nei virkelig? I kommer nu til mig
og siger: Shylock, laan os penge,--I,
som slængte eders slim hen paa mit skjæg
og satte foden paa mig, som I spændte,
en kjøter fra Jer dør, I be'r om penge!
Hvad skal jeg svare vel? Skal jeg 'ke svare:
Har en hund penge? Er det muligt, at
en kjøter har tre tusinde dukater?
Eller skal jeg bukke dybt og i trælletone
med sænket røst og underdanig hvisken
formæle:
"Min herre, I spytted paa mig sidste onsdag,
en anden dag I spændte mig, en tredje
I kaldte mig en hund; for al den artighed
jeg laaner Jer saa og saa mange penge?"

[24. Collin, _op. cit._, _Indledning_, XII.]

[25. Collin, _op. cit._, _Indledning_, XXVI. (_M. of V._, 1-3)]

It is to be regretted that Collin did not give us Shylock's still more
impassioned outburst to Salarino in Act III. He would have done it well.

It would be a gracious task to give more of this translator's work. It
is, slight though its quantity, a genuine contribution to the body of
excellent translation literature of the world. I shall quote but one